Det er højtid for sommerferier blandt virksomheders medarbejdere og derfor har vi har samlet nogle elementer, som vi mener virksomheder og deres ansatte bør være opmærksomme på under deres sommerferie.
KØR-SELV FERIEN
Kører du selv på ferie er der en række dokumenter, som du bør have med, sådan at du kan få hjælp i udlandet:
Rødt kort
Er din bil kaskoforsikret, indeholder forsikringen normalt også redningshjælp ved kørsel i udlandet, via Rødt Kort-ordningen. Medbring derfor telefonnummeret til SOS +45 70 10 50 52 samt din bils registreringsattest, så kan du nemt tilkalde hjælp. Alternativt kan det røde kort hentes som en app på telefonen.
Det blå EU-sygesikringskort
EU-sygesikringskortet dækker udgifter til nødvendig læge- og sygehusbehandling og medicin på de samme vilkår som borgerne i det land, du opholder dig i.
Kortet dækker imidlertid ikke udgifter til hjemtransport, hvorfor det ligeledes er vigtigt at have styr på rejseforsikringen.
FLYREJSEN
Ferien kan blive dyr, hvis du kommer ud for uheld, sygdom eller hvis bagagen er forsinket, og du ikke har styr på din rejseforsikring. Undersøg derfor om forsikringen dækker dine behov.
Almindelig sygdom
For at rejseforsikringen dækker ved almindelig sygdom, er det et krav at du er blevet syg under din ferie og at behandlingen foregår i udlandet. Du kan således ikke vente med at gå til læge eller tandlæge, til når du er kommet hjem. Behandling for eksisterende og kroniske sygdomme dækkes typisk ikke, hvorfor det kan være nødvendigt at søge om en medicinsk forhåndsvurdering.
Bagage
Hvis din bagage er forsinket, kan du få dækket rimelige og nødvendige erstatningskøb, der gør, at du kan fortsætte din rejse. Det vil som udgangspunkt sige almindeligt tøj, toiletsager osv. Vær dog opmærksom på hvor lang tid din bagage skal være forsinket, før forsikringen dækker.
Leje af bil på ferien
Mange der lejer feriebil i udlandet, vælger at købe en tillægsforsikring, som dækker udgiften til selvrisikoen ved skader på bilen. For de flestes vedkommende med en rejseforsikring er selvrisikoen dog i forvejen dækket ved de fleste skadestyper.